Udenlandske turister sender videohilsen fra Billund Lufthavn

23. maj 2013

Flyselskabernes sommerfartplan er for alvor kommet i gang, og det betyder flere nye destinationer og udenlandske turister, der rejser til og fra Danmark gennem Billund Lufthavn. Her kan de nu som det første sted i Danmark besøge VisitDenmarks videogæstebog.

De mange udenrigsruter til Billund giver udenlandske turister god adgang til Danmark, og Billund Lufthavn er et populært udgangspunkt for en ferie i Jylland.

- I Billund Lufthavn er vi glade for at kunne medvirke til at øge turismen i Vestdanmark såvel som hele Danmark, siger Projekt- og Udviklingschef Anders Nielsen. Vi oplever, at de op til 40 ruter fra det meste af Europa bringer flere og flere udenlandske turister hertil. Derfor synes vi, det var helt oplagt at samarbejde med VisitDenmark om en levende gæstebog i lufthavnen.

”The Great Guestbook of Denmark” er en videogæstebog, hvor de udenlandske turister kan dele deres ferieoplevelser og give deres anbefalinger til en ferie i Danmark videre over mail og på de sociale medier. Gæstebogen er udformet som en kæmpe bog, som den rejsende kan træde ind i og indspille en kort video med sin anbefaling eller oplevelse af Danmark på sit modersmål.

- Vi ved fra vores undersøgelser, at den personlige anbefaling vægter højt, når turister beslutter, hvor de vil rejse hen på ferie, siger Anja Hartung Sfyrla, der er brandingchef i VisitDenmark. - Rejseoplevelser og erfaringer er desuden noget af det, som folk gerne vil dele på de sociale medier. Derfor skal de udenlandske turisters videohilsner bruges både i deres egne netværk, og derudover vil VisitDenmark bruge de personlige videoer til markedsføring af Danmark. 

 Fakta  
•  Som det første sted i Danmark kan "The Great Guestbook of Denmark" besøges af flypassagererne i Billund Lufthavns afgangshal indtil den 30. juni 2013. Herefter tager gæstebogen Danmark rundt og vil være opstillet forskellige steder i landet, der hyppigt besøges af udenlandske turister.
Man kan følge turisternes sjove fortællinger om deres oplevelser i Danmark på www.visitdenmark.com/guestbook.
Anbefalinger fra venner og familie vægter højt, når beslutningen om den næste ferie skal træffes. 50 pct. bliver påvirket af deres venners og families anbefaling, når de vælger en ferie i Danmark.
Læs mere i VisitDenmarks analyse på ferie i Danmark: http://www.e-pages.dk/visitdenmark/639/