King Amlet Lounge modtager international hæder

12. juni 2014

For anden gang siden 2011 bliver Billund Lufthavns King Amlet Lounge hædret med titlen ”Highly Commended”. Det er Priority Pass-programmet, der har fået 84.000 af sine medlemmer til at vurdere loungeoplevelsen i lufthavne verden over, og de mener, at King Amlet Lounge er en af de bedste i Europa.

Når man skal flyve mange gange om måneden, er afslapning eller arbejde i rolige og komfortable omgivelser alfa og omega. Priority Pass-programmet, som specialiserer sig i loungeadgang for hyppigt rejsende, har indsamlet 84.000 stemmer til spørgsmålet om, hvilken lounge medlemmerne anbefaler. For anden gang siden 2011 har Billund Lufthavns King Amlet Lounge fået udmærkelsen ”Highly Commended Lounge” ved den årlige kåring af verdens bedste loungeområder.

 - Vi er meget stolte over, at loungen i Billund Lufthavn modtager international hæder. Det er lufthavnens egne passagerer, der har bedømt loungen, og vi er samtidig i konkurrence med mange andre lufthavne, siger Jan Hessellund, kommerciel chef i Billund Lufthavn.

King Amlet Lounge er en ud af i alt otte lounger på verdensplan, der har modtaget hæderen ”Highly Commended”.

90.000 passagerer bruger loungen før afrejse

At loungen er populær blandt gæsterne, kan også ses på antallet af passagerer, der benytter sig af faciliteterne, før de flyver ud i verden. Sidste år blev King Amlet Lounge benyttet af 90.000 passagerer og væksten fortsætter. Det viser de nyeste tal fra Billund Lufthavn.

- I de første fire måneder af 2014 har vores lounge været brugt af ti procent flere passagerer end på samme tidspunkt sidste år. Vi oplever, at den ekstra komfort før rejsen bliver mere og mere populær, siger Jan Hessellund.

Med den markante vækst i antallet af gæster er loungen godt på vej til at sætte ny besøgsrekord i lufthavnens jubilæumsår.

Vigtig service for Billund Lufthavn

For Billund Lufthavn er det vigtigt, at loungen hele tiden udvikler sig i takt med passagerernes efterspørgsel. Internationale aviser og tidsskrifter, computere med internet, møderum, badefaciliteter og forfriskninger er nogle af de services, som King Amlet Lounge tilbyder.

- Mange af vores passagerer bruger loungen til at arbejde eller slappe af før afrejse. Derfor er en del af loungen indrettet med komfortable liggestole, ligesom vi tilbyder passagerne mulighed for et bad, fortæller Jan Hessellund.

Fakta om Priority Pass-programmet

  • I alt uddeler Priority Pass 17 globale priser til de bedste lounger i hele verden
  • Priority Pass-programmet er en del af Priority Travel Group, som specialiserer sig i internationale rejseklubber

Fakta om King Amlet Lounge

  • King Amlet Lounge har plads til 200 passagerer
  • Loungen har været i Billund Lufthavn siden 1990
  • King Amlet Lounge er opkaldt efter den person, der ligger begravet i den største af de fire gravhøje, der findes lige syd for den østlige del af start- og landingsbanen
  • Business Class-passagerer, Priority Pass-medlemmer og andre tilmeldte ordninger har adgang til loungen inden afgang. 
 
Læs mere om Billund Lufthavns King Amlet Lounge.